Forloren Hare - traditionel

Forloren Hare med bacon - den klassiske opskrift

Klassisk opskrift på forloren hare svøbt i bacon. Som mormor lavede den med brun sovs og ribsgelé. Traditionel dansk mad, når det er bedst. Server farsbrødet med brunede kartofler.

Af Anne Skovgaard-Petersen

Det skal du bruge

4 personer

250 g hakket svinekød
250 g hakket oksekød
1½ tsk salt
¼ tsk peber
1 æg
1 dl rasp
1½ dl mælk, fx letmælk
6-8 tynde skiver bacon
2 dl mælk, fx letmælk
evt. 2 dl bouillon eller vand
½ dl piskefløde
saucejævner
½-1 spsk ribsgelé
evt. kulør

Brunede kartofler
250-375 g små karofler
25 g smør eller margarine
2 spsk sukker

Tilbehør
½ kg kartofler
50 g tyttebær eller ribsgelé

Ca. 1½ time


Sådan gør du

Rør kødet med salt, peber og æg. Tilsæt rasp. Rør herefter mælken i. Form farsen til et aflangt brød i et ikke for stort ovnfast fad. Læg baconskiverne over farsen på tværs. Sæt farsbrødet i ovnen på midterrillen. Tænd ovnen på 200 grader. Efter ca. 15 minutter hældes mælk og bouillon eller vand ved. Lad "haren" stege ca. 1 time. Stik en kødnål i "haren", kødsaften skal være klar, så er den gennemstegt.
Si skyen op i en gryde. Varm den op med fløden og jævn med saucejævner. Smag saucen til med gelé, salt, peber og tilsæt evt. kulør.

Kog kartoflerne og pil dem evt. dagen i forvejen. Hæld varmt vand over kolde kartofler og lad dem stå i 5-10 minutter. Hæld vandet fra.

Smelt sukkeret på panden til det er lysebrunt. Tilsæt smør og derefter kartoflerne. Skru evt. ned for varmen så karamellen ikke bliver for mørk. Bliver der skruet for meget ned, bliver karamellen stiv og vil ikke sætte sig på kartoflerne.

Vend forsigtigt kartoflerne hele tiden til de bliver pænt lysebrune over det hele.

Tips

  • Haren kan også serveres med en salat af strimlet bladselleri, æbleterninger, valnødder og flødedressing.
  • Haren kan også laves af 500 g svinekød.
  • Fløde 9% eller 18% kan bruges i stedet for piskefløde.


energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Retten med 6% fedt i det hakkede kød 
Protein 24%
Kulhydrat 38%
Fedt 38%
2790 kJ - 665 kcal

Retten med 10% fedt i det hakkede kød
Protein 23 %
Kulhydrat 35%
Fedt 42%
2975 kJ - 710 kcal

Retten med 18% fedt i det hakkede kød 
Protein 20%
Kulhydrat 31%
Fedt 49%
3355 kJ - 800 kcal
Sund hverdagsmad