Sådan laver du en lækker buffet

Buffet er en god løsning, når du skal lave mad til mange. Få gode råd til hvordan du mængdeberegner din buffet, hvordan du anretter og hvordan du undgår madspild.

Sådan laver du en lækker buffet

Skal du holde fest for mange mennesker, er det helt oplagt at lave en buffet.

På den måde kan du slå flere fluer med ét smæk: Du kan sikre, at der er noget for enhver smag - også til eventuelle vegetarer. Du kan lave nogle af retterne i god tid, så du ikke står med en alt for stor opgave i sidste øjeblik. Og du åbner muligheden for at gæsterne helt naturligt får talt med hinanden på kryds og tværs, mens de fylder tallerkenerne.

5 gode råd til at lave en buffet

Christian Vejlund, seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer, har samlet fem grundlæggende gode råd til at lave en vellykket buffet.

1. Forbered buffeten

Du kan sagtens lave en række ting i forvejen, så alle kan vælge det, de nu bedst kan lide. På den måde er serveringen også nemmere, og du kan gøre anretningen flot.

Det gør ikke forberedelserne nemmere, men det gør dig forhåbentlig mindre stresset. For så skal alt ikke nås på én gang.

Brød og bagværk, paté, frikadeller og is er ting, der kan laves i god tid og opbevares i fryseren.

Dressinger kan røres sammen og bliver faktisk bedre i smagen, pasta kan koges og marineres, kartofler kan koges, salat og grøntsager kan skylles dagen før.

På selve dagen skal man så kun varme tingene op, stege stegen, blande salaterne, skære ostene ud og anrette og pynte retterne.

Server i små evt. farvede glas. Det kan både være suppe, creme, dip, fromage, friske bær eller det grønne, der kan serveres i glas. Det ser delikat ud, og der kan leges med farver og konsistenser, sættes spid med kød eller fisk i glasset, pyntes med sukker på kanten – ja kun fantasien sætter grænser.
Lån eller lej et ekstra køleskab, man kan næsten ikke få for meget køleplads. Og måske ekstra kogeplader/komfur/ovn.

2. Læg gerne for med en forret

Læg eventuelt for med en forret, der allerede står klar på tallerkenen, når gæsterne ankommer. Det giver en rolig start til værtens velkomst, åbner for at folk ikke sidder og (kun) tænker på mad ved den indledende tale. Med en lækker forret på tallerkenen og vin i glasset ser bordet også mere indbydende ud.

3. Hvor meget skal du beregne?

En tommelfingerregel er, at man skal beregne 6-800 g mad inklusive brød pr. person. Der er selvfølgelig forskel på gæster og forskel på børn og voksne, så man må vurdere ud fra sit eget kendskab til gæsterne.

Retternes indbyrdes størrelse har betydning. Hvis man serverer en stor, mættende forret er der mindre plads til øvrige retter, ost og dessert og omvendt.

Man skal også være opmærksom på, hvordan man sætter retterne på buffetbordet. Det, der står først, bliver der taget mest af. Rækkefølgen af retterne fra starten, hvor tallerkenen tages, og til slutningen er også bestemmende for, hvor meget og hvad gæsterne tager.

Det er en god idé ikke at sætte det hele på bordet fra starten, hav ekstra, friske fade klar og skift ud med dem, der er blevet kedelige. Ryd løbende op på bordet, så det hele tiden ser lækkert ud.

Mange opskrifter er til fire personer, de er afprøvet til det antal, der er angivet, men de fleste kan fint anvendes til flere. Vær opmærksom på salt, krydderi- og væskemængder, når du ganger en opskrift op. Disse ting skal ikke ganges op i fuld skala, man skal prøve og smage sig frem. Også koge-, stege- og bagetider kan være forskellige.

4. Gør det nemt for gæsterne at afkode retterne

Til mange fester indleder en vært/værtinde eller måske kokken med at præsentere retterne. Men til en buffet kan det være svært at huske hvad der er hvad. Eller måske at genkende det beskrevne, når man kommer op til buffetbordet. Derfor er det et godt tip at sætte små skilte ved, der forklarer, hvad retten indeholder.

Det vil også være endnu et oplæg til at gæsterne falder i snak rundt om bordet, mens de konverserer om de forskellige fades indhold.

5. Undgå madspild

Som vært er man altid meget optaget af, at der skal være mad nok, og at ingen må gå sultne fra bordet.

Det kan være svært at beregne de rigtige mængder på en buffet, nogle retter kan være så populære, at de bliver ”udsolgt”, mens andre står tilbage.

Hvis man vil undgå at smide for meget mad ud, er det en god idé, at maden ikke står for længe på buffeten.

Sørg gerne for at fadene ikke er større, end at de bliver tømt forholdsvis hurtigt og et nyt kan sættes ind.
Pak gerne rester ind og sæt på køl og helst så hurtigt som muligt. Fortæl eventuelt gæsterne at de velkomne til at få noget af maden med hjem.

 

Se også vores konkrete råd til, hvordan du kan bruge din overskudsmad - fra rest til mad