Panerede kyllingelår med coleslaw og bagte kartofler

Panerede kyllingelår med coleslaw og bagte kartofler

Af Vibeke Lehn

Det skal du bruge

4 personer

8-10 kyllingeunderlår, ca. 1 kg
50 g cornflakes
Salt og peber

Coleslaw
⅙ hvidkål eller ⅓ spidskål, ca. 150 g
2-3 gulerødder
1 æble
1 rosa grapefrugt
2 spsk ristede, saltede græskarkerner

Dressing
3 spsk græsk yoghurt 0,1% eller en anden fast, mager yoghurt
1 spsk letmayonnaise
1-2 tsk dijonsennep
1 tsk honning

 


Tilbehør

4 store bagekartofler, ca. 1 kg drysset med paprika

Ca. 1 time


Sådan gør du

Skrub bagekartoflerne, skær dem igennem på langs. Rids snitfladen i tern. Drys kartoflerne med salt og paprika og stil dem i ovnen. Tænd på 225 grader.

Vend kyllingelårene i knust cornflakes krydret med salt og peber.

Læg dem på bagepapir på en bageplade og stil dem i ovnen ved siden af kartoflerne. Steg lårene ca. 30 minutter til de er gennemstegte og møre.

Kartoflerne og kyllingelårene skulle gerne være møre nogenlunde samtidig. Mærk efter i kartofler og kød med en urtekniv. Kødsaften skal være klar ved benene og kartoflen blød.

Snit kålen fint og riv gulerødderne og æblet på det grove rivejern.

Skær enderne af grapefrugten. Skær skallen og den hvide hinde af med en skarp kniv. Skær grapefileterne ud med en skarp kniv. Gør det over skålen med kål, gulerødder og æble, så saften ikke går til spilde. Lad fileterne falde ned i skålen efterhånden som de bliver skåret af. Vrid den tomme grapefrugthinde for saft.

Rør dressingen sammen og smag den til med salt og peber. Vend den i salaten og pynt med græskarkerner ved servering.

Tips

  • Appelsin kan bruges i stedet for grapefrugt.
  • Man kan selv riste græskarkerner på en tør pande.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 22%
Kulhydrat 51%
Fedt 27%
2410 kJ - 575 kcal

Sund hverdagsmad