Kyllingelår i ovn - med honning, løg og timian

Opskrift på lækre ovnbagte kyllingelår med en skøn smag af honning og timian. De hele kyllingelår er bagt sprøde i ovn på en bund af løg, der optager saften og kraften fra kyllingen, så lårene bliver søde og glaserede. Server masser af sæsonens dejlige grøntsager til, og du har et sundt og nærende måltid.

Ovnbagte hele kyllingelår med honning, løg og timian

Af Vibeke Lehn

Det skal du bruge

4 personer

4 kyllingelår -over- og underlår uden eller med rygben, ca. 1 kg afhængig af pakkestørrelse
Salt og peber
6 løg, ca. 600 g
1-2 spsk flydende honning
6-8 kviste timian evt. citrontimian
Evt. 1 dl bouillon


Tilbehør

3 dl ris - gerne brune ris
2-3 gulerødder
1 bundt broccoli, ca. 500 g


Ca. 1 time


Sådan gør du

  1. Skær løgene i skiver og læg dem i en bradepande. Krydr med salt og peber.
  2. Dup kødet tørt med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Læg kødet oven på løgene.
  3. Drys timiankvistene over.
  4. Stil bradepanden i ovnen. Tænd ovnen på 200 grader og steg til kyllingen er gennemstegt. Kyllingelårene skal have ca. 45 minutter i ovnen. Tilsæt bouillon, hvis der mangler væde i bradepanden, og dryp honning på, når der mangler 15 minutter af stegetiden.
  5. Kog risen.
  6. Damp gulerødder skåret i stave eller skiver alt efter smag og behag.
  7. Damp broccolibuketter.

Tips

  • 1 kg kyllingeunderlår eller -overlår kan bruges i stedet for hele kyllingelår.
  • Andre grøntsager som fx selleri, jordskokker, pastinak, persillerod, kålrabi, squash, aubergine, gulerod, porre, peberfrugter og tomater m.fl. kan bruges i stedet for løg.
  • En blanding af æbler, svesker og løg kan også bruges i stedet for løg.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 22%
Kulhydrat 51%
Fedt 27%
2500 kJ - 595 kcal

Ca. 250 g frugt og grønt pr. person.

 

 

Sund hverdagsmad