Kyllingebryst i karrysauce med løse ris

Kyllingebryst i karry med ris og broccoli

En supernem udgave af den populære klassiker. Det kogte kyllingebryst serveres med en skøn karrysauce og ledsages af vitaminbomben broccoli. Sund aftensmad for hele familien.

Af Anne Skovgaard-Petersen

Det skal du bruge

2 personer

2 kyllingebrystfileter, ca. 275 g
1½-2 dl bouillon

Karrysauce
1 tsk smør
1 løg
½-1 syrligt æble
½-1 tsk karry
1 spsk hvedemel
Salt og peber
Tilbehør
1 dl ris
300 g broccoli
2 tsk mangochutney

Ca. 30 minutter


Sådan gør du

Kog risene.

Læg kødet i en gryde. Hæld bouillon ved. Bring det i kog og skum. Læg låg på, og kog kødet ved svag varme ca. 10 minutter, til kødet er gennemkogt.

Tag kødet op, og hold det varmt. Si suppen. Der skal bruges ca. 1½ dl suppe til saucen.
Varm smørret i en gryde. Svits hakket løg, æblet i små tern og karry i smørret. Rør melet i. Tilsæt 1½ dl suppe lidt ad gangen under omrøring. Lad saucen koge 5 minutter. Smag til med salt, peber og karry. Blend saucen så løg og æbler er med til at jævne saucen.

Kog broccolien.

Tips

  • Kyllingeinderfilet kan bruges i stedet for kyllingebrystfilet. Kogetiden er kortere.
  • Brug naturris frem for hvide ris.

energifordeling

Energifordeling og –indhold pr. person
Protein 35%
Kulhydrat 49%
Fedt 16%
1820 kJ – 435 kcal
Sund hverdagsmad