Grønkålssuppe med sprængt og røget svinekam

Grønkålssuppe med sprængt og røget svinekam

Lad stjernekokken fra noma, René Redzepi, guide dig til en fantastisk grønkålssuppe med kam af gris.

René Redzepi

Af Rene Redzepi

Det skal du bruge

6 personer

1 kg sprængt, røget svinekam eller hamburgerryg
1,2 l svinebouillon
400 g små kartofler
1 lille stok grønkål, 400-500 g grønkålsblade
40 g smør
2 dl fløde
salt
1 citron
frisk dild
Tilbehør

300 g brød


Ca. 1½ time


Sådan gør du

Bestil kødet hos slagteren og grønkålen hos grønthandleren nogle dage i forvejen.

Bring bouillonen i kog i en gryde. Læg kødet i gryden. Bring det i kog igen og skum. Læg låg på og skru ned til lav varme. Kog i 30 - 45 minutter til centrumtemperaturen er 60 grader. Tag gryden for varmen og lad kødet stå i bouillonen i ca. 20 minutter. Tag kødet op og hold det varmt.

Kog kartoflerne og pil dem. Skær dem evt. i halve eller kvarte afhængig af størrelsen. Hold dem varme.

Skær grønkålsbladene af stokken. Fjern den grove ribbe på bladene. Skyl dem grundigt og kog dem i bouillonen til de er møre 10 - 15 minutter. Tag nogle små grønkålsblade fra til pynt. Blend resten i mindre portioner og si det gennem en fintmasket si. Kom suppen i gryden igen og varm den. Tilsæt smør og fløde og smag til med salt og lidt citronsaft.

Skær kødet i 1½ cm tykke skiver og derefter i stave. Anret kød, kartofler og klippet dild i bunden af de dybe tallerkener. Skum evt. suppen op med en stavblender lige før den hældes op i tallerkenerne.

Tips

  • Server evt. suppen med kød, kartofler og dild i.
  • Kog evt. kødet dagen før i bouillonen og stil det i køleskab.
  • Rester af kødet kan bruges som pålæg eller fyld i en omelet.
  • Frossen grønkål kan bruges, hvis det ikke er muligt at få frisk grønkål.
  • Lav en rustik grønkålssuppe, hvor suppen ikke sies.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Hvis retten er med fløde 9%
Protein 35%
Kulhydrat 37%
Fedt 28%
2190 kJ - 520 kcal

Hvis retten er med piskefløde
Protein 30%
Kulhydrat 31%
Fedt 39%
2545 kJ - 605 kcal
Gæster