Fyldt mexicansk snackpeber - slanke

Fyldt mexicansk snackpeber

Bente Nissen Lundsgaard

Af Bente Nissen Lundsgaard

Det skal du bruge

1 person

100 g hakket svinekød, oksekød, kalvekød eller kylling ca. 10% fedt

1 snackpeber, ca. 100 g
1 lille løg
2 tomater
½-1 æble
1 tsk syltede jalapenos chili og 1 tsk af lagen
Evt. 1 fed hvidløg
2 spsk rosiner
¼ tsk stødt kanel
¼ tsk stødt spidskommen
Salt og peber

Tilbehør

2 spsk yoghurt naturel, skyr eller andet surmælksprodukt med max 1,5% fedt
Evt. koriander til pynt.

Ca. 20 minutter


Sådan gør du

Skyl og skær snackpeberen igennem på langs. Fjern kerner og evt. stilk eller lad den være med og skær den fra på tallerkenen.

Skær pillet løg, tomater, æble og jalapenos i tern. Sæt en pande eller gryde på god varme. Kom kød, løg og evt. presset eller hakket hvidløg på panden, vend det, til kødet har skiftet farve. Tilsæt tomater og rosiner, og lad det småkoge 3-4 minutter under omrøring.

Tilsæt æble, kanel, spidskommen, jalapenos og lage og rør rundt i kødsaucen. Læg de halve snackpebre over kødsaucen. Lad det småkoge under låg ca. 10 minutter. Tag pebrene op på en tallerken. Smag kødsaucen til med salt og peber. Fyld kødsaucen i de halve pebre.
Pynt evt. med skyllede korianderblade.

Tips

  • Retten kan laves med hakket kød med en lavere fedtprocent, hvilket selvfølgelig vil give en mere mager ret.
  • Du kan også vælge at lave en større portion af kødsaucen og opbevare den tildækket i køleskab. Dagen efter kan du varme det godt igennem og spise det til 100- 150 g grøntsager.

energifordeling

Energifordeling og –indhold pr. person
Protein 24%
Kulhydrat 48%
Fedt 28%
1730 kJ - 410 kcal
Sund hverdagsmad