Guide: Vin til osten

Det er populært med ost til desserten i de danske hjem, men hvilken vin skal du drikke til? De milde oste smager godt til halvsøde hvidvine, mens en tør Chardonnay er god til en Svendbo-ost. Gå på opdagelse i vores guide.

Guide: Vin til osten
Mange drikker rødvin til ost, men hvidvin, især en sød type fra Alsace, kan være et bedre alternativ. Holder du fast i rødvinen, skal du forsøge at undgå vine med højt indhold af tanniner, også kaldet garvesyre. Et godt valg af rødvin kunne være en italiensk Chianti Classico eller en oversøisk Shiraz.

I oversigten nedenfor kan du finde gode match mellem oste- og vintyper.

 Gule oste

 
Danbo 13% (30+) og 24% (45+)
De milde oste smager godt med halvsøde hvidvine som Riesling eller en ung frisk rødvin af typen Beaujolais. De mere lagrede oste kan klare gode fyldige tørre hvidvine som Chardonnay eller en rød Amarone. Kommen og vin smager ikke godt sammen, prøv i stedet en Malmsey. Meget moden og stærk ost kræver en øl og evt. en snaps.

 
Esrom 24% (45+)
Vælg en tør og intens hvidvin som oversøisk Chardonnay. Men også en kraftig og moden Amarone eller Rhône er god.

 
Fast modnet ost
Til disse oste passer en fyldig tør hvidvin; prøv en Sancerre eller en tør hvid Bordeaux på Sauvignon Blanc-druen. Er det rødvin, du vil have, skal du vælge de bløde syrefattige vine som Chianti Reserva, Rioja Reserva, Merlot fra Californien eller Chile. Ekstra lagret ost serveres med øl og snaps.

 
Havarti 23% (45+) og 35% (60+)
En tør og intens hvidvin med stor fylde som oversøisk Chardonnay er oplagt. Af rødvin kan anbefales oversøisk Cabernet Sauvignon med dæmpet syre fra eksempelvis Chile. En flødehavarti 35% er god sammen med en Asti Spumante.

 
Samsø 14% (30+) og 24% (45+)
Milde frugtagtige hvidvine. De tyske kabinette-vine er perfekte. Loire-hvidvine er også et godt alternativ samt Pinot Blanc fra Alsace. En let ung og frugtagtig rødvin som Beaujolais Village og cru'erne. Fino Sherry er god til en ost med kommen.

 
Svendbo 26% (45+)
En god tør Chardonnay eller en Chablis. Vælges rødvin, så prøv en moden og udviklet, men ikke for kraftig Rioja Reserva eller en god Bourgogne. Et spændende alternativ er en god, tør mousserende vin.

 Dessertoste

 
Brie 20% (45+), 23% (50+) og 32% (60+)
Vælg en god og markant tør Chardonnay. Eller en tør og fyldig Alsace-vin. Sauvignon Blanc kan også gøre det. Skal det være rødvin, så er en let Beaujolais en god vin.

 
Camembert 20% (45+)
En god, tør og fyldig vin som Alsace, Loire og en Chardonnay fra Chile, Argentina eller Australien. En blød, frugtrig og syrefattig rødvin som Merlot fra Chile er et sikkert valg. En halvsød mousserende vin er et glimrende alternativ.

 
Anden hvidskimmelost
Milde frugtrige vine. De halvsøde tyske rieslingvine er flotte. Men også de bedre Alsace-vine har den fylde, som det kræves. Gewürtztraminer vil være flot. I rødvin er en let og frugtagtig vin med dæmpet syre som Côtes de Provence, Beaujolais og oversøiske Merlotvine gode. Til osten er en halvsød Asti Spumante en stor fornøjelse.

 
Rødkitost 70+
Vælg ædel sød hvidvin som Muscatvine, eller vælg en moden Amarone. Eventuelt en stor, fed Zinfandel. Også portvin er god.

 
Danablu 26% (50+) 0g 31% (60+)
Vælg en ædel, sød vin. Gerne på Muscatdruen. Eller en rød fyldig, nærmest sødlig vin som Reciotto delle Valpolicella. Også Ruby eller Vintage Port portvin er god.

 
Anden blåskimmelost 31% (60+)
Ædle, søde hvidvine er fortræffelige. Eksempelvis Sauternes. Når det gælder rødvin, skal det være kraftige og fyldige vine. Den australske Shiraz, den californiske Zinfandel eller den italienske Amarone. Der kan også serveres Maderia eller en portvin til.

 
Blå- og hvidskimmelost
Milde, frugtrige hvidvine. Gerne fra Tyskland, Alsace eller Italien. Søde rødvine som Reciotto delle Valpolicella er flotte. Særlig anbefaling er en klassisk Sauternes eller en god Tawny Port.

 
Hvid ost i saltlage 20% (45+) og 28% (60+)
Vælg en tør og fyldig Chardonnay hvidvin eller en blød og fyldig oversøisk Merlot. Den marinerede Feta er god sammen med Dry Martini. Men halvtør/halvsød mousserende vin går til dem alle.


Flødeoste/friskost
Tørre, kraftige og fyldige hvidvine. Sauvignon Blanc typerne er fine, men det er de kraftige og tørre Alsace vine som Muscat og Pinot Gris også. Vælges rødvin, er bløde, modne, syrefattige vine som Reserva og Gran Reserva fra Spanien gode. Tør rosévin passer godt til flødeostenes krydderier. Der, hvor der er appelsinsmag, vil en sød Moscatel blande sig godt, og der hvor der er rom, må du servere mørk rom eller Peter Hering Likør.