Ribbenssteg med rødkål - som middagsret

Ribbenssteg med rødkål - som middagsret

Af Anne Skovgaard-Petersen

Det skal du bruge

4 personer

1-1,2 kg ribbenssteg
1 spsk groft salt
2 laurbærblade
3 dl bouillon eller vand
saucejævner
evt. kulør

Gammeldags rødkål
1 lille rødkål, ca. 1 kg
25 g smør
1 dl eddike
2 dl ribssaft
ca. ¾ dl sukker

Tilbehør

1 kg kartofler


Ca. 1½ time


Sådan gør du

Rids sværen helt ned til kødet med ½ cm's mellemrum - men undgå at ridse i selve kødet. Drys kødet med salt. Vær omhyggelig med at få salt ned mellem alle sværene. Kom laurbærblade ned mellem sværene. Hæld bouillon i en lille bradepande. Læg stegen på en rist i bradepanden, så sværen ligger så lige som muligt.

Sæt stegen midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader og lad stegen stå i ca. 1½ time, til kødet er gennemstegt. Skulle sværen ikke være helt sprød, så brun stegen efter ved 250 grader. Tag stegen ud af ovnen.
Si skyen op i en gryde og lad den stå et øjeblik. Skum fedtet af. Varm skyen op og jævn med saucejævner. Smag til med salt og peber.

Snit kålen fint og svits den i smør i en gryde. Tilsæt eddike når kålen er faldet lidt sammen. Kog ved kraftig varme nogle minutter uden låg. Tilsæt ribssaft, salt og sukker. Kog kålen under låg ved svag varme i ca. 1 time. Smag til med sukker og evt. mere salt.
Kog kartoflerne.

Tips

  • Hvis slagteren har ridset stegen så gå den efter, nogle gange er ridsningen ikke dyb nok - især ikke i siderne.
  • Rødkål kan koges nogle dage i forvejen eller rester kan gemmes i køleskabet, da kogt rødkål kan holde sig i ca. 1 uge.

  • energifordeling

    Energifordeling og -indhold pr. person
    Protein 23%
    Kulhydrat 29%
    Fedt 48%
    4020 kJ - 960 kcal
    Jul tema