Juleand og flæskesteg - klar på samme tid

I mange familier skal der både and og flæskesteg på bordet juleaften. Vi har lavet en køreplan, så begge stege kan være klar samtidig.



Se også de to køreplansmuligheder med tidsangivelser på.

Køreplan med to muligheder
Der er to muligheder: Én, hvor man er hjemme i 2½ til 3 timer inden middagen skal på bordet, og én hvor man kun har ca. 1½ time til at forberede julemiddagen.

Tre timer
Hvis du er hjemme 2½-3 timer inden middagen skal serveres, foreslår vi følgende fremgangsmåde, hvor vi har tilberedt Dansk And og dansk svinekam samtidig:

Du starter med en and på ca. 3 kg og et stykke svinekam uden ben på ca. 1,5 kg. Anden krydres ind- og udvendig med salt og peber og fyldes eventuelt med fx æbler og svesker.

Læg anden med brystet nedad på en rist over en passende bradepande.

Stil anden midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader i en almindelig ovn eller 185 grader i en varmluftsovn og steg i 1 time.

Imens gøres svinekammen klar. Se "Den perfekte flæskesteg".

Gå slagterens ridsning efter. Sværen skal være ridset ned til kødet. Kom groft salt ned mellem alle sværene - 1 spiseske groft salt pr. kg. Stegen krydres med salt og peber. Læg evt. laurbærblade under stegen. Læg stegen på risten i en lille bradepande. Læg stanniol under stegen i den side, hvor den er tyndest. Sværen bliver nemmest ensartet sprød, hvis sværen ligger så vandret som muligt.

Når anden har været i ovnen en time, stilles bradepanden med flæskestegen i ovnen ved siden af anden. Samtidig vendes anden, så den nu ligger med brystet opad.

Hæld eventuelt vand i bradepanden/bradepanderne, hvis du skal have sky til sauce.

Steg i yderligere ca. 1½ time, hvorefter både and og flæskesteg er færdige.

Tag anden og flæskestegen ud af ovnen og tjek at anden er stegt nok - se under tips. Tjek om sværen på flæskestegen er sprød - hvis den ikke er sprød, skrues ovnen op til 250 grader, og stegen får yderligere 15 minutter - pas på at sværen ikke bliver for mørk!

Skær anden ud og anret den på et fad.

Skær flæskesteg i skiver med en svær på hver skive.

Halvanden time
Hvis du ikke har tre timer til tilberedningen selve juleaften, kan du stege anden i forvejen. Så behøver du kun at bruge ca. 1½ time før middagen serveres:

Dagen inden eller samme formiddag steges anden ved lav temperatur, fx. ved 130 eller 150 grader, til den er mør. Ved 130 grader tager det ca. 5 timer og ved 150 grader ca. 3½ time.

Lad anden køle af og skær den ud i de ønskede stykker. Læg dem i et ovnfast fad med skindsiden opad. Sæt fadet i køleskabet.

Sæt den klargjorte svinekam - se ovenfor - ind midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader og steg kammen 1¼ – 1½ time. Tjek om sværen er sprød. Hvis den skal have lidt mere, så skru op til 250 grader og steg 15 minutter. Stil den udskårne and ind ved siden af stegen i mindst 15 minutter, så skindet bliver sprødt.

Tilbehør
Vi har ikke medtaget tilberedningen af tilbehøret i denne køreplan – men der skulle være rigelig tid til at koge kartofler, varme rødkål, brune kartofler, jævne sauce mv., uanset om man vælger den lange eller den korte tilberedningstid juleaften.

Tips

  • Hvis der er meget fyld i anden, øger det tilberedningstiden.
  • Du kan bruge to bradepander – én til anden og én til flæskestegen, hvis der plads i ovnen. Du kan også sagtens bruge samme bradepande, hvor du så får en skysauce, med smag fra begge stege.
  • Anden er stegt nok, når man kan vippe låret ud fra kroppen og kødsaften ved knoglerne er klar.
  • Stegetiden for svinekam er den samme om stykket er på 1 eller 2½ kg. Stegetiden øges ikke, fordi stegen bliver længere. Stegetiden øges kun, hvis stegen bliver tykkere.
  • Brug et stegetermometer i svinekammen.