Retten som også morfar vil kunne lide
18.01
VoresMad.dk har samlet tre traditionelle retter fra det danske køkken, der også kan skubbes ind foran dem, der rynker næsen kræsent, hvis "slanke" indgår i navnet på opskriften.
Der er utallige muligheder for at sammensætte lækre retter, når man samtidig gerne vil spare på kalorierne. Og imellem de lette valg er også talrige klassiske danske retter, som ikke er fede, og fint kan indgå i den slanke linie. Helt uden at ændre på den måde, retten traditionelt laves. Det er bare at få øjnene op for dem.
”Skipperlobes, også kendt som skipperlabskovs, er en traditionel ret i det danske køkken og det har faktisk aldrig været en fed ret,” fortæller Hanne Castenschiold, ernæringsekspert og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer og uddyber:
”Metoden, hvor kartoflerne koger ud og jævner retten, kræver netop hverken jævning eller piskefløde for at opnå det bedste og det rigtige resultat. Hvis man begynder at putte alt muligt fedende i, ændrer man simpelthen på, hvordan retten korrekt bør laves,” forklarer Hanne Castenschiold og tilføjer, at man kan flotte sig med en smørklat, hvis man ikke vil tage hensyn til energiindholdet.
”Skipperlobes er mest velegnet om efteråret og om vinteren, hvor rodfrugterne er i sæson, og hvor kartoflerne koger ud. Og en gryderet som denne er en god variation til den mørke tid. Retten mætter godt, den har et højt proteinindhold, den er nem at lave, og så smager den godt,” siger Hanne Castenschiold.
Find retten her:
Skipperlobes med et tvist - slankeudgaven Kalvemedaljoner med grønkålssalat
En anden god mulighed, hvis ikke oksetyksteg kan friste er kalvemedaljoner, der igen er et godt valg til slanke januar.
”Når man skal slanke sig, er det en god idé at starte med mad med et højt proteinindhold. Det mætter og sætter forbrændingen i vejret. Hen ad vejen gælder det jo om at lægge vanerne mere permanent om.
Kalvemedaljoner med grønkålssalat er høj på protein og lav på kalorier, den er smuk at se på og nem at lave. Og grønkål kan man efterhånden få i de fleste supermarkeder både med og uden ribber,” råder Hanne Castenschiold.
Find retten her Suppen til weekenden
Endnu et forslag, velegnet til weekenden efter en lang god gåtur i den friske vinterluft, er sjælevarmersuppe med perlerug.
”Den er virkelig velegnet til weekenden, hvor man har tid til, at den kan stå og simre i lang tid, mens man går tur, leger med børnene eller ordner de ting, man ikke når i hverdagen. Den mætter og er fuld af gode grøntsager og fibre fra både grønt og perlerug/-spelt eller –byg, alt efter hvad man vælger,” siger Hanne Castenschiold og pointerer:
”Serveret med godt brød til er det en dejlig ret til aftensmad.”
Find retten her.