Omsorgscenter i Herlev får KøkkenRoser
14.09
Den anden omgang KøkkenRoser bliver i dag uddelt til et omsorgscenter i Herlev kommune for med engagement og oplevelse at gøre madglæde til madoplevelser.
Ros kan antage mange smukke former.
Og en af dem finder såmænd sted i dag på omsorgscentret Hjortespring i Herlev kommune nordvest for København, når deres køkkenpersonale modtager KøkkenRoser, det vil sige en pris for deres arbejde med at frembringe unik smag i måltidet for beboere og plejepersonale.
”Det har været imponerende at opleve, hvordan Hjortespring med engagement og faglig stolthed har sat smagen i centrum og intet har overladt til tilfældighederne, når de dagligt har lavet mad til folk. Det gælder virkelig helt ned i detaljen. Og man skal jo huske at netop på et plejehjem er kosten jo virkelig en facet, som bliver lagt mærke til, for her har beboerne ikke mulighed for at gå andre steder hen og indtage deres måltid,” siger Torben Blok, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, som begrundelse for prisoverrækkelsen.
Prisen er stiftet af Landbrug & Fødevarer samt Kost & Ernæringsrådet og har til formål at hylde ildsjæle og madentusiaster. Enhver kan indstille personalet i storkøkkener, hvis de mener, at de gør en prisværdig indsats i deres daglige arbejde.
Der bliver uddelt fire KøkkenRoser om året.
Den første fandt den 26. maj vej til Nordjylland, nærmere betegnet Børnehuset Fuglsang i Nørresundby, hvor den kostansvarlige Mette Lindorf tog imod. Den næste pris følger den 7. december, hvor kriteriet er ”fra opskrift til servering” og fokuserer på, at den der skal spise maden, også oplever nærvær i maden. Prisen blev indstiftet, da første kvartal af 2011 var omme, og derfor bliver der kun uddelt tre priser i 2011.