Flæsk til valget
15.09
Den klassiske menu til et folketingsvalg fordrer en god gang stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Voresmad guider dig her til en vellykket klassisk opskrift på valgflæsk. Og så er der for resten mindre fedt i, end de fleste tror.
Stegt flæsk. Det ligger næsten i navnet, at det må indeholde en større mængde fedt og dermed være ganske usundt. Men det er faktisk ikke tilfældet, fortæller Grethe Andersen, ernæringsekspert og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.
”Selv om det er meget udbredt og populært hos danskerne at spise stegt flæsk, vil de fleste helst gå lidt stille med dørene og ikke snakke for højt om, at de spiser det. Mest fordi de tydeligt kan se, at kødet indeholder en del fedt, og så er der også en del fedt på panden eller i ovnen,” siger Grethe Andersen. Hun understreger dog at undersøgelser viser, at det faktisk forholder sig ganske anderledes, hvilket er muligt at fornemme, når flæsket er stegt sprødt og fedtet dermed er smeltet af.
Voresmad.dks opskrift på klassisk stegt flæsk.
”Kemiske analyser viser, at den største del af fedtindholdet faktisk smelter af under tilberedningen. Tag for eksempel et stykke svinebryst, som er det kødstykke, der typisk bruges til at lave retten. Her er der ganske vist 30 gram fedt per hundrede gram, men steger man det sprødt vil 22,5 gram af fedtet smelte fra. Og det uafhængigt af om man steger i ovnen, på panden, om man tørsteger det eller vender det i olie,” siger Grethe Andersen.
Færre kalorier end 100 gram chips
Et nærliggende eksempel at sammenligne med er en af danskernes typiske tømmermandsmåltider, en Big Mac-menu. En sådan menu indeholder ifølge Grethe Andersen knap lige så mange kalorier som 12½ skive stegt flæsk, 12½ kartofler og 2,5 dl persillesovs.
”Er du mere til snacks og søde sager er endnu et sammenligningsgrundlag, at en tallerken med 5 stk stegt flæsk , 5 kartofler og 1 dl persillesovs giver færre kalorier end 100 gram chips og færre kalorier end 150 gram Matador Mix,” uddyber Grethe Andersen og konkluderer:
”Og så skal man huske at en af fordelene ved stegt flæsk netop er en kort stegetid på typisk 30 minutter på pande, samt at tilberedningen er forholdsvis enkel. De fleste behøver dermed ikke at være så bange for at give sig i kast med stegt flæsk på valgaftenen på grund af fedtmængden.”
Tips og tricks ifølge Grethe Andersen:
Det er bedst, hvis svinebryst i skiver er skåret rimelig tyndt - gerne ½ cm tykke og ikke over 1 cm tykke, ellers tager det meget lang tid at få det sprødt. Og bliver det ikke sprødt, er der meget mere fedt i de enkelte skiver efter stegning.
Når der er så stor afsmeltning af fedt, så må man også beregne mindst 150 g pr. person - det svarer til ca. 5 skiver, som hver bliver ½ cm tykke.
Skulle du i stedet have mod på at tilberede i ovn, er det et godt tip at lægge stanniol i bunden af bradepanden. Det gør det nemmere at gøre den ren bagefter. Se i øvrigt beskrivelsen af udskæringen: svinebryst i skriver.
Her er det i øvrigt muligt at downloade merviden om stegt flæsk.