Konkurrence om ”Årets Nøglehulsbutik 2011”
07.03
Fødevarestyrelsen lancerer en konkurrence om at blive "Årets Nøglehulsbutik 2011". Vind præmier ved at indstille dit bud på en butik, der har mange Nøglehulsmærkede produkter eller er god til at oplyse kunder om det sunde valg.
Går du efter Nøglehulsmærkede fuldkornsboller, mager roastbeef og skummetmælk, når du handler ind, og har dit supermarked i det hele taget mange nøglehulsmærkede varer på hylderne? Så kan du nu indstille dit foretrukne indkøbssted til at blive Årets Nøglehulsbutik 2011.
Fødevarestyrelsen søsætter i dag og frem til den 27. marts en ny kampagne, hvor alle forbrugere kan give deres bud på en butik, de mener, bør være årets Nøglehulsbutik. Herefter vil Fødevarestyrelsen udpege en vinder ud fra antallet af Nøglehulsmærkede varer i butikken, i deres tilbudsavis og/eller i butikkens nyhedsbreve, samt ud fra hvilke ”nemt at vælge sundere”-indsatser butikken skaber.
”Nøglehullet er et ret nyt ernæringsmærke. Vi er nået langt med folks kendskab til mærket. Nu vil vi gerne nå endnu længere ud med kundskab om nøglehullet. Altså have folk til at forstå, hvad mærket står for. Så vi vil have forbrugerne til at svare på, hvad der gemmer sig bag nøglehulsmærket,” siger marketing & projektmedarbejder hos Fødevarestyrelsen, Marianne Dittmann.
Ni butikker vinder
Titlen: ”Årets Nøglehulsbutik 2011” er ikke en overordnet titel, der kun er forbeholdt én butik. Danmark bliver inddelt i ni regioner, og i hver af disse bliver udpeget en vinder, som herefter kan smykke sig med titlen.
Nøglehulsmærket har siden det blev lanceret i juni 2009 fungeret som et vejledende ernæringsmærke for kost. Sidder det lille grønne, eller sorte, mærke på emballagen, er forbrugeren garanteret, at produktet lever op til en række krav fra Fødevarestyrelsen om fedt, sukker og salt-indhold. Desuden indgår en vurdering af produktets kostfiber og fuldkornsindhold. Det er ligegyldigt om mærket er grønt eller sort, betydningen er den samme.
Nøglehullet kan sidde på 25 forskellige produktkategorier. Eksempelvis mælk, brød, pasta, morgenmadsprodukter, kød, færdigretter, samt frugt og grønt. Det er frivilligt om producenterne vil sætte Nøglehullet på fødevarer eller ej, men tal fra Fødevarestyrelsen viser, at mærket er blevet ganske populært. Således er det vokset fra 250 mærkede varer i 2009 over hen ved 500 i 2010 til at hele 1.045 varer i januar 2011 bærer det lille mærke.
Om konkurrencen:
Du kan indstille en butik på www.noeglehullet.dk, via sms eller via en indstillingskupon, som du finder i din butik eller i en tilbudsavis.
Fødevarestyrelsen oplyser, at der er flere præmier at vinde. Heriblandt gavekort på 200-1.000 kroner per styk, som der trækkes lod om.
Se vores liste over kød og fjerkræ som lever op til kravene i Nøglehulsmærket