Tænk grønt når du griller

09.06

Det spiller så afgjort en rolle, om man tager hensyn til miljøet, når man griller. Køb en gasgrill, brug FSC-mærkede briketter og spred ikke asken over græsplænen bagefter, lyder nogle af rådene.

De fleste ved, at maden ikke må blive sort og branket, når man griller. Det kan være farligt for helbredet og øger risikoen for de kræftfremkaldende stegemutagener. Her kan du blive klogere på stegemutagener. Men tænker du også grønt, altså ikke på salat, men på miljøet, når du griller?

Det er ikke kun dit valg af transportmiddel, eller hvilket energiselskab du benytter, der spiller en rolle for miljøet. Også dit valg af grilltype og hvilken type kul, du bruger, spiller ind i det grønne regnskab.

”Det handler om de mange bække små. At små tiltag kan give en stor effekt og at ens egen adfærd så afgjort spiller en rolle i den sammenhæng. Nogen griller jo stort set hver dag hele sommeren igennem, og i den forbindelse er der stor forskel på, hvor meget man tænker på miljøet,” siger Jacob Sørensen, miljø og sundhedsfaglig medarbejder hos Informationscenter for Miljø & Sundhed.

Gas frem for kul
Det mest afgørende valg er at bruge gasgrill frem for kul.

”Man bruger ikke ligeså meget energi ved gas, og det er en renere energiform, der ikke udleder ligeså meget CO2. Gasgrillen er nemmere at styre, fordi man tænder for varmen, når man skal bruge den og slukker, når man er færdig. Derimod står kulgrillen jo både før og efter og bruger energi. Endnu et argument for gasgrillen er, at den er nemmere at regulere, så maden ikke bliver branket,” siger Jacob Sørensen.

Er der ingen vej udenom, måske fordi grillen til kul og briketter allerede er købt, er der dog også nogle gode råd at hente her. Særligt på mærkningen.

FSC- og varefaktamærket
”Et godt råd er at vælge FSC-mærkede kul eller briketter. Så er der stillet krav til bæredygtighed, som hvordan skoven er dyrket og hvilke pesticider, der er brugt. Derudover er der en del grillkul, der har dansk varefaktamærke, altså trekanten med det lille øje. Varefakta stiller krav til askeindholdet, og det sikrer information om brændværdien på emballagen, hvilket også er vigtigt alt efter, hvad man skal stege,” siger Jacob Sørensen.

Her kan du læse mere om varefakta på grillkul og grillbriketter

Spred ikke asken over græsset
Han fortæller desuden, at tændvæske kan belaste miljøet mere end tændbriketter. Fordi det kan løbe af kullene og ned på jorden, og derfor kan skade naturen. Tændvæske er også mere farligt at bruge end briketter. Derudover er det ikke nogen god idé at sprede asken fra kullene i haven, når man først er færdig med at grille:

”Vi ved, der er tungmetaller i asken, og når kullene brænder og bliver til enten aske eller røg, opkoncentreres tungmetallerne i asken. Derfor vil det være bedst at putte det i skraldespanden og ikke bruge det som gødningsmiddel. Tungmetaller og PAH'er (polyaromatiske hydrocarboner, der f.eks. kan opstå når fedt drypper ned på varme kul, og som har potentiale til at ændre vores arveanlæg og fremkalde kræft, red.) er stoffer, som ikke bør spredes i miljøet,” siger Jacob Sørensen

Få yderligere inspiration til grønne grillråd her

Her er samlet oversigter over de forskellige grillråd

Fødevarestyrelsens råd til at undgå de kræftfremkaldende stegemutagener lyder:

  • undgå at overstege: Steg ved lav temperatur, undgå hård stegning og brankning.
  • kassér stegefedtet. Brug det ikke som dyppelse eller i sovsen.
  • kog mere, steg mindre og brug gerne mikrobølgeovn.

Når du først har fået fat på gasgrillen eller de FSC-mærkede briketter til kulgrillen er her en lang stribe gode grillretter, du med fordel kan kaste dig over.

Se også voresmad.dk's 10 gode råd til kød på grillen 

Seneste nyt

Om vores madopskrifter

VoresMad.dk er vores måde at servere viden om maden og opskrifter i øjenhøjde med omtanke. Alle retter er gennemtestede med fokus på smagsoplevelsen og indeholder ikke mere fedt eller kalorier end nødvendigt. Fremgangsmåden er så ligetil som muligt, uden brug af unødvendige ingredienser, for mange gryder eller andet, og så har vi krydstjekket fødevaresikkerheden.

Få opskrifter på e-mail

Meld dit til VoresMad.dk's e-mail Opskriftservice og få inspiration til lækre retter hele året rundt.

Du kan få Opskriftservice 1 eller 2 gange om måneden, som det passer dig bedst.