Italiensk guld til dansk fårebrie
10.06
Fårebrien fra det økologiske gods Knuthenlund Gods er verdens bedste, hvis man kan fæstne lid til italienske smagsløg.
Hvert år afholder handelskammeret i Rom en international konkurrence, hvor italienske ostesmagere kårer verdens bedste oste lavet af fåre eller gedemælk. Sidste år vandt Knuthenlund Gods guld for bedste fårebrie, men i år blev guldet endnu finere, idet osten blev kåret til bedste ost over en kam.
”De italienske dommere lagde vægt på forskellige ting som duft, smag, konsistens, farve og overflade og havde i det hele taget en meget lang udredning om, hvorfor vores ost vandt. Den var på italiensk, så jeg forstod ikke så meget af den, men vi er meget glade for at have vundet prisen," siger godsejer Susanne Hovmand.
Hun gør opmærksom på, at osten også for et par måneder siden vandt guld i en anden ostebedømmelseskonkurrence, hvor der også var deltagelse af ost fra køer.
”De internationale priser betyder, at vi får henvendelser fra en lang række indkøbere fra hele Europa. Faktisk har der været en overgang, hvor vi ikke kunne følge med efterspørgslen, og når vi som nu får henvendelser fra Tyskland, Italien, Frankrig, Holland og andre, er vi nok nødt til også i fremtiden at vælge, hvem vi skal handle med," siger Susanne Hovmand.
Hun beskriver Knuthenlunds fårebrie som blød, karakterfyldt, cremet, med fylde og rundhed.
”Der findes ikke mange, der laver brie på fåreost, men faktisk vil de fleste ikke kunne sige, om den er lavet på komælk eller fåreost, så man kan i hvert fald ikke sige, at den smager af får,” siger Susanne Hovmand.
Lad dig inspirere af de lækre opskrifter på voresmad.dk, hvori der indgår ost.