Is er danskernes tapas

29.07

Der bliver spist væsentligt mere is i Danmark sammenlignet med varmere europæiske lande mod syd. Isproducenter peger på vores traditioner med isdesserter i hjemmene som en bærende forklaring.

Isvafler fra Hjem-Is-bilen, ispinde fra den lokale kiosk eller iskager, når man er til middag hos vennerne. Det er meget muligt, at den regnvåde kulde i juli i øjeblikket påvirker issalget, men overordnet har danskerne mere lyst til is end vore naboer med varmere klima mod syd.
Således viser en statistik fra Dansk Isindustri, at danskerne i gennemsnit spiste 9,3 kg is pr. indbygger i 2009. Dermed ligger vi over det europæiske gennemsnit på 6,8 kg is pr. indbygger og langt foran lande som Spanien og Frankrig, hvor indbyggerne i 2009 indtog henholdsvis 5 og 6 kg. is pr. indbygger.
At is er så populært i det danske overrasker ikke hos to af Danmarks største isproducenter.
”Is er jo nok Danmarks tapas om sommeren. Vi kan f.eks.godt finde på at gå en tur og få en vaffel, og den tradition har man ikke på samme måde sydpå,” siger Martin Hansen, Kommerciel chef hos Premier-Is – Mejerigaarden.


Danskerne spiser isen hjemme
Der er også mange danskere, der vælger at spise is i hjemmet, påpeger salgsdirektør hos Frisko Is, Jakob S. Knudsen. Den udlægning understøttes af en ny undersøgelse fra FDB, der viser, at næsten halvdelen af danskerne, 45 procent, spiser deres is hjemme, mens kun 13 procent spiser deres is på gaden.
”Jeg tror, der er en tendens til, at folk fra sydeuropæiske lande går mere ud og spiser, og her er der også et udvalg af kager, kaffe og andet godt at vælge imellem. I Danmark, Norge og Sverige derimod spiser vi mere hjemme. Is er en populær spise i danske hjem om sommeren, men også om vinteren. Når det kommer til impulsis, altså pindis, tror jeg ikke, vi er foran de andre lande. Det er literis, islagkager og den slags, der driver det,” siger Jakob S. Knudsen.

Guf og syltetøj er særligt dansk
Glæden ved is forstærkes i det hele taget, hvis man bevæger sig op til vores nordiske nabolande. I Sverige og Norge er man oppe på 11,5 kg is per indbygger, mens finnerne topper listen med hele 12 kg. is per indbygger.
”Tendensen er endnu mere udpræget i Finland, hvor jeg fra mine kolleger ved, at man har ispinde og islagkager i lange montrer overalt. Det samme ser man i Sverige og Norge, mens Danmark er lidt efter. Jeg vil tro, det stammer fra kulturen og vores vaner. Vi er mere glade for isdesserter i norden, mens man måske er mere glade for kage i de sydeuropæiske lande,” siger Jakob S. Knudsen.
Skal man pege på et sted, hvor Danmark skiller sig ud, springer vores fyld til isen i øjnene.
”Danmark skiller sig ud når det kommer til flødeskum, syltetøj og guf. Ligesom vi spiser pandekager med is, opstår der forskellige traditioner, men det er noget, vi alle er vokset op med heroppe. Og på det punkt skiller vi os markant ud fra andre,” siger Jakob S. Knudsen.

Seneste nyt

Om vores madopskrifter

VoresMad.dk er vores måde at servere viden om maden og opskrifter i øjenhøjde med omtanke. Alle retter er gennemtestede med fokus på smagsoplevelsen og indeholder ikke mere fedt eller kalorier end nødvendigt. Fremgangsmåden er så ligetil som muligt, uden brug af unødvendige ingredienser, for mange gryder eller andet, og så har vi krydstjekket fødevaresikkerheden.

Få opskrifter på e-mail

Meld dit til VoresMad.dk's e-mail Opskriftservice og få inspiration til lækre retter hele året rundt.

Du kan få Opskriftservice 1 eller 2 gange om måneden, som det passer dig bedst.