Få dig et godt grin på vej mod en slankere krop

20.01

Et godt grin hjælper ifølge flere ernæringseksperter ikke alene til at slanke sig. Men det er alligevel et vigtigt værktøj, som de anbefaler også at benytte under et vægttab ved siden af de værktøjer, der slanker.

At latter bringer folk tættere hinanden, er de fleste ikke i tvivl om, men at det også bringer folk tættere på målet om en slankere figur, er der måske færre, der tænker over. Utallige platforme frister med lette og sjove måder at tabe sig på. En af de sjoveste – og endda videnskabeligt underbyggede - kan meget vel være en undersøgelse offentliggjort i The International Journal Of Obesity i 2007.

I et amerikansk forsøg udpegede man nogle testgrupper, der enten fik vist morsomme filmklip eller klip, der på ingen måde ansporede til latter, og resultatet var tydeligt: Dem, der grinede mærkbart, forbrændte mere energi. Dermed konkluderede forskerne, at 10-15 minutters daglige grineture kunne øge en persons energiforbrug med 10-40 kalorier. Altså et sted imellem 70 og 280 kalorier på ugeplan for en mængde latter, der ikke ligefrem er urealistisk.

Spørger man hos Latterinstituttet.dk, der uddanner såkaldte latterinstruktører - det vil sige eksperter udi at skabe en afslappet tilstand og godt humør hos andre mennesker – tilslutter de sig, at latter så afgjort har en effekt.

Styrker blodgennemstrømning
”Det latter gør mest ved er blodgennemstrømningen i de indre organer. Hvad det præcis gør, ved jeg ikke. Man bruger åndedrættet meget, og efterfølgende føler man sig opfyldt af energi. Så det gør noget for konditionen og bringer pulsen op. På en eller anden måde giver det adgang til de 20 procent ekstra, man gemmer,” siger Hanne Gottlieb, der står bag latterinstituttet.dk. Hun omtaler også den nævnte undersøgelse i The International Journal Of Obesity.

En af de latterinstruktører, som er uddannet fra Latterinstituttet, er Trine Labelka. Hun driver latterrejse.dk, som arrangerer rejser og events, hvor et godt grin er i fokus og har adskillige erfaringer med latterens effekt.

”Latter som motion, kan man vel kalde en skjult motionsform. Latter beskrives ofte som indre jogging og er med til at træne og massere hele det indre system. Det starter helt nede i lattermusklerne, breder sig til hele kroppen og frigiver nogle endorfiner, som jo er kroppens naturlige lykke. Så hele kroppen er med, selvom du står stille,” siger hun.

Latter som motion
En undersøgelse offentlig på The Medical News i 2010 underbygger, at der kan være en lighed imellem motion og latter. En stribe amerikanske forskere under ledelse af den californiske læge dr. Berk Lee påviste at, "Parallellen imellem moderat motion og bevægende latter er uhyggelig," som Dr. Berk Lee udtrykte det. Igen blev der vist enten morsomme eller triste filmklip, hvorefter forskerne blandt andet fandt en effekt hos de to appettit-hormoner leptin og ghrelin. Når leptin går ned, øger det appetitten, og når ghrelin går op, øger det appetitten. Og begge effekter indtræf for den gruppe, der grinte gennemført.

At latter og motion måske hænger sammen er én ting. En anden er, at latter er et kraftfuldt middel, der hjælper i retning af at slanke sig.

På Københavns universitet er adjunkt Niels Viggo Hansen tovholder på et forskningprojekt, hvor de vil opbygge et tilbud til at modbygge overvægt og understøtte sunde livsstilsændringer. Testgruppen mødes en gang om ugen i et tre-timers forløb, og særlig én facet har overrasket dem i arbejdet.

”Det har vist sig, at humor spiller en meget stor rolle for gruppeforløbet. Det er alfa omega, hvis man skal begynde at flytte på noget. De finder nogle historier, de kan grine af. Ofte om sig selv og med sig selv i fokus. Ikke ondskabsfuldt. Det kan eksempelvis være, om at de lige pludselig vågnede op og fandt sig selv med fingrene i slikskålen, og hvad var det lige, der skete der?” fortæller Niels Viggo Hansen.

Han ser selve slankeeffekten i et grin, som mere tvivlsom.

”Jeg aner ikke, om det virker slankende. Jeg tror ikke, det kan give det helt store. Derimod tror jeg, at humor kan være en krumtap til at finde nogle andre former for vaner på en god måde.”

Slanker grinet?
Spørger man danske ernæringseksperter til råds er de dog mere tvivlende – og i nogle tilfælde afvisende - overfor at koble latteren direkte til at tabe sig. De

”Det at grine er en god livsfilosofi, men det kan ikke stå alene. Jeg kan sagtens se, at det sælger, og fordi det er så populært at skulle tabe sig, er det nok med til at tage tingene i den rigtige retning. Jeg tror dog mere, at det gør en forskel på det psykologiske plan end så meget andet, og her er det bestemt også vigtigt. Det kan give noget glæde - og livsglæde er vigtigt - men giver nok ikke de store resultater i forhold til kalorierne,” siger slankerådgiver Sigrid Linnea Sørensen, der har sitet heartthinking.dk.

Professor Arne Astrup, leder af Human Institut for Ernæring afviser ligefrem påstanden.

”Jeg må nok desværre sige, at der er tale om lidt af en and. Der er lidt af et spring fra at kunne grine og til at tabe sig til effekten af at gå op ad trappen. Jeg tager det mere som lidt af et kuriosum,” siger Arne Astrup.

Men hvad med de undersøgelser, der viser at man forbrænder op til 280 kalorier om ugen ved at grine 10-15 minutter dagligt?

”Det kan godt være, at man forbrænder 280 kalorier, men det er ikke sikkert, at det resulterer i, at man taber sig.
Når man øger forbrændingen, f.eks. ved fysisk aktivitet, så bliver man blot sulten og spiser mere, og derfor taber man sig ikke nødvendigvis af at grine mere,” pointerer han, men tilslutter sig at latteren, så afgjort kan være et godt bidrag sammen med andre effekter under en slankekur.

Effekt af at fremtvinge latter
Ville en morgensamling med fællessang, så ikke netop være en god idé? Spørger man latterinstituttet svarer de selvsagt ja, spørger man Niels Viggo Hansen er svaret et andet.

”Latteren er en bivirkning af noget, der er sjovt, men at skulle grine på kommando, tror jeg ikke er hensigtmæssigt. Så i tilfældet med en morgensang, vil jeg anbefale at synge morgensang i stedet. Der bruger man da helt sikkert sin vejrtrækning, som når man griner og brænder nogle kalorier af.”

At latteren har omfattende gavnlig virkning på faktorer som humør, stress, blodtryk og kolesterol er stærkt underbygget af såvel forskergrupper, herunder Dr. Lee Berks studium, men også det amerikanske fænomen laughercise, der arrangerer events med latterteknikker. Dette synes ikke rigtigt at blive betvivlet fra nogen kanter. Og Trine Labelka er lodret uenig i Niels Viggo Hansens påstand om, at det ikke er hensigtsmæssigt at grine på kommando.

”Når man udfører forskellige latterøvelser vil ens naturlige latter som oftest komme frem dog har nogle mennesker svært ved at grine med deres naturlige latter. Alligevel er det heldigvis bevist, at rent sundhedsmæssigt betyder det ikke noget for effekten, om du griner ægte eller ej. Derfor lyder et motto fra fænomenet latteryoga (der kombinerer yoga og latterøvelser, red.) også: Fake it till you make it. Det er det, det handler om.”

Se undersøgelsen fra the International Journal of Obesity her

Og læs mere om Dr. Lee Berks forskergruppe og deres resultater her

Seneste nyt

Om vores madopskrifter

VoresMad.dk er vores måde at servere viden om maden og opskrifter i øjenhøjde med omtanke. Alle retter er gennemtestede med fokus på smagsoplevelsen og indeholder ikke mere fedt eller kalorier end nødvendigt. Fremgangsmåden er så ligetil som muligt, uden brug af unødvendige ingredienser, for mange gryder eller andet, og så har vi krydstjekket fødevaresikkerheden.

Få opskrifter på e-mail

Meld dit til VoresMad.dk's e-mail Opskriftservice og få inspiration til lækre retter hele året rundt.

Du kan få Opskriftservice 1 eller 2 gange om måneden, som det passer dig bedst.