Rødkål har tag i danskerne
22.12
Ni ud af ti danskere spiser rødkål i julen, viser en undersøgelse. Men hvor de unge køber den færdiglavet, er det i høj grad stadig den ældre generation, der laver rødkål fra bunden.
Indbegrebet af julen er for mange mennesker kræmmerhuse med pebernødder, julekalender og andesteg. Og sætningen bør reelt ikke gøres færdig uden også at nævne rødkål. For spørger man danskerne er rødkål et fast bidrag på bordet til julemiddagen. I en undersøgelse foretaget af Userneeds for Landbrug & Fødevarer svarer ni ud af ti danskere således, at de spiser rødkål i forbindelse med julen.
”Rødkål har godt tag i danskerne. Og det har meget at gøre med de store traditioner omkring julemaden. Julen har jo nogle helt traditionsbundne måltider og retter og til mange af dem følger rødkålen, så det er både til juleaften, til and, flæskesteg og gås, men også til diverse andre måltider i julen. Den er så alsidig og kan bruges både til varm og til kold mad. Og så er det jo også noget af det eneste grønt, vi får i julen, hvilket kan give os lidt god samvittighed,” siger Winnie Pauli, afdelingsleder hos Landbrug & Fødevarer.
Flertallet køber færdiglavet
Ser man herefter på, om danskerne selv vælger at gå til gryderne og tilberede deres egen rødkål, er svaret dog nej for flertallet. 53 pct. vælger at købe den færdiglavede, mens kun knap hver tredje laver den selv. Ifølge Winnie Pauli er det i høj grad den yngre generation, der trækker i den retning.
”Der er ingen tvivl om, at det har noget med tid at gøre. Den yngre generation skal nå så meget og prioriterer ikke at lave rødkål fra bunden på samme måde. Det er dog ikke ensbetydende med, at de ikke sætter pris på at få hjemmelavet rødkål serveret. For mange er det en tradition at tage hjem til forældre eller bedsteforældre til jul og tage børnene med, og her bliver der ofte serveret hjemmelavet rødkål,” siger Winnie Pauli.
Få inspiration på VoresMad.dk til retter med rødkål
Bedsteforældre laver rødkål fra bunden Undersøgelsen viser da netop også, at den ældre generation i højere grad prioriterer at lave rødkålen selv fra bunden. 37 pct af de 50-65-årige laver selv rødkålen, mens det kun er 24 pct. af de 35-49årige og 24 pct. af de 18-34årige, der også selv indfinder sig ved kokkegryderne og tilbereder det fra bunden. Ifølge museumsinspektør Bettina Buhl, Dansk Landbrugsmuseum, skal svaret på den tendens findes i traditionerne.
”Det er jo også de ældre, der holder julen. Der er ikke noget bedre end at komme hjem, og julen er i bund og grund et barndomsunivers, hvor mor får lov at videreføre det, hun gjorde dengang - nu til børnebørnene. Derfor er det ikke kun rødkålen, der er hjemmelavet. Også flæskesteg, sauce og brunkartofler bliver lavet fra bunden. Det er alt sammen en del af det voldsomme pres med juleaften. Succeskriteriet er voldsomt højt, og intet må gå galt for børnenes forventninger skal indfries, så de husker det som noget lykkeligt fra deres barndom,” siger Bettina Buhl.
Sådan svarede danskerne:
Spiser du rødkål i forbindelse med julen?
Ja (87 pct.) *
Nej (12 pct.) *
Ved Ikke (2 pct.) *
Laver du rødkålen selv eller køber du færdigfremstillet rødkål i glas?
Laver selv (29 pct.) *
Køber færdiglavet (53 pct.) *
Begge dele (15 pct.) *
Ved ikke (4 pct.) *
* Alle tal er afrundede.