God start for bornholmsk fødevarefællesskab
04.08
I foråret blev Bornholm Økologiske Fødevarefællesskab stiftet efter forbillede fra navnebroderen i København. I dag er der allerede hen ved 60 medlemmer.
Det findes i København, og ideen har nu også inspireret til et lignende initiativ på Bornholm. I april søsatte en stribe frivillige Bornholms Økologiske Fødevarefællesskab (BØFF), og siden er allerede strømmet 60 medlemmer til. Baggrunden var netop et foredrag fra den københavnske pendent, Københavns Fødevarefællesskab.
”Vi er helt inspirerede af dem. De kom over og fortalte om deres fødevarefællesskab sidste vinter, og det satte tanker i gang om, at vi skulle lave noget lignende,” fortæller Gyllan Stensbo, som er medlem af bestyrelsen og har været med til at starte BØFF. Hun har været rigtig glad for den begyndelse, de har fået.
”Vi er blevet rigtig godt modtaget. Vi har virkelig fået medvind og er blevet skrevet godt om i medierne,” siger hun.
Frivillig arbejdskraft
Konceptet går ud på at foreningen opkøber økologisk frugt og grønt fra avlere og herefter pakker og sender det ud til forbrugere. Det sker via de frivillige medlemmer, der alle arbejder en række frivillige timer, minimum tre, om måneden. Netop på dette felt er der en væsentlig forskel til det københavnske.
”Geografien herovre er helt anderledes. Vi dækker hele Bornholm, hvor Københavns Fødevarefællesskab dækker et kvarter på Nørrebro, hvor folk kommer lokalt ned og henter deres pose. Det kan vi ikke her, så vi har måttet skabe en anden infrastruktur,” siger Gyllan Stensbo.
Dermed har de ikke en fælles butik, men pakker poserne i Rønne og kører dem ud til et sted på øen, hvor folk kan hente poserne. I uge 31 bestod en af disse eksempelvis af squash, broccoli, fennikel, løg, batavia salat, grønne bønner mm.
Læs mere om posernes indhold og om foreningen BØFF.
Er du blevet inspireret til selv at forsøge dig med nogle retter ud fra en af posernes indhold, kan vi foreslå: