Tilberedning

Den rigtige tilberedning er helt afgørende for at godt kulinarisk resultat. Alt fjerkræ skal altid gennemsteges. Det betyder, at kødet ikke må være rødt. Heller ikke inde ved benet. Den kødsaft, der løber fra kyllingen skal være klar i farven. På den anden side skal kødet heller ikke steges for længe, for så bliver det tørt og kedeligt.

Fødevaresikkerhed
Det er vigtigt at holde råt kød adskilt fra andre fødevarer i køkkenet. Det er for eksempel en god ide at have et skærebræt til kød og et til grøntsager, der skal spises rå. Køkkenredskaber, tallerkener og skåle som har været i kontakt med det rå kød skal også holdes adskilt fra alt det, der ikke skal steges eller koges. Og det tilberedte kød må heller ikke komme i kontakt med ting, der har været i berøring med det rå kød. Husk at vaske hænder før, under og efter madlavningen.

Generelt kan følgende råd anbefales:
  • Bland ikke rå varer med tilberedte varer
  • Vask hænder før og efter berøring af rå madvarer
  • Skift karklud hver dag – og husk, at karkluden skal vaskes ved mindst 60 grader
  • Brug altid rene redskaber
  • Vask skærebræt og kniv grundigt i varmt vand og opvaskemiddel efter udskæring af råt kød – og lad det tørre helt, før det bruges igen
  • Det er praktisk at have flere skærebrætter, så du kan tage et rent og tørt til det næste, du skal skære ud
  • Vær ekstra påpasselig ved grillstegning i sommervarmen. Sørg for, at kødet er stegt tilstrækkeligt