Lægning af kartofler

Det er tidligt forår, og landmanden gør jorden klar til at lægge kartofler i. Ved produktion af spisekartofler er det bedste læggetidspunkt mellem 1. og 20. april, når jorden er lun (ca. otte grader celsius). Kartoflen kan ikke tåle frost, og derfor lægges kartoflen et par centimeter under jordoverfladen.

Kartoflerne bør hyppes straks efter lægningen. At hyppe betyder at hakke jord op til en vold omkring kartoffelrækken. Det er blandt andet for at beskytte knoldene mod at blive inficeret med kartoffelskimmel.

Miljø
Konventionelle landmænd må gerne bruge kemiske bekæmpelsesmidler til at beskytte kartoflerne mod angreb fra sygdomme. Det er i øjeblikket den billigste og mest effektive måde at sikre, at både udbyttet og kvaliteten af kartoflerne er i orden.

Uden bekæmpelsesmidler bliver udbyttet ofte halveret som følge af kartoffelskimmel, der får toppen til at visne på bare 14 dage. For at dyrke kartofler økologisk skal landmændene desuden bruge mange arbejdstimer på at bekæmpe ukrudtet mekanisk. Det betyder, at den økologiske landmand skal have en højere pris for sine kartofler for at tjene det samme som den konventionelle landmand.