I butikken

Når æggene ankommer til supermarkedet, er de pakket til forbrugerne og kan købes i fire forskellige størrelser:
XL   Meget store:      73 g eller mere
L     Store:                  Mellem 63 og 73 g
M     Mellemstore:     Mellem 53 og 63 g
S     Små:                   Under 53 g

Dyrevelfærd
Buræg, skrabeæg, frilands æg eller økologiske æg? Æg produceres på forskellige vis, og det er her i kølemontren, du som forbruger kan vælge din foretrukne produktionsform. Cirka 58 procent af de æg, der sælges i Danmark, er buræg. De resterende 42 procent fordeler sig mellem frilandsæg, skrabeæg og økologiske æg.

Fødevaresikkerhed
I butikken er æggene konstant på køl, for at sikre en lav bakterievækst. Når æggene er på køl, holder de sig bedst. Derfor siger de danske krav, at æg skal opbevares ved højest 12 ° celsius. Lovkravet gælder ikke for primærproduktion og under kortere transporttider, men pakkerierne stiller selv krav om, at temperaturen her heller ikke må komme over 12 ° celsius.

Sporbarhed
Ægget i kølemontren kan spores tilbage til både ægpakkeri og ægproducent. Æggebakkerne er forsynet med pakkedato og mindste holdbarhedsdato, navnet på den ansvarlige forhandler af æggene, og en kode, der identificerer pakkeriet. Det enkelte æg har fået påstemplet en kode, der gør det muligt at spore ægget tilbage til den enkelte landmand. Koden på ægget fortæller også, hvilket produktionssystem ægget er fremstillet under, samt fra hvilket land ægget stammer.

Se, hvor dit æg er blevet lagt i databasen over CHR-numre. CHR står for Centralt HusdyrbrugsRegister.
Du kan også finde finde producenten på de store pakkeriers hjemmesider. For eksempel har DanÆg en liste over producenter og deres beliggenhed, og Dueholm Økologiske Ægpakkeri har en længere beskrivelse af hver producent.