Forældre lyver deres børn sundere end de er
Publiceret d. 23.01.09
Forældre mener selv, at de giver børnene sund mad og holder dem fysisk aktive. Virkeligheden er ofte anderledes.
Danske forældre er rørende enige om, at de gør meget for at holde deres børn sunde. Hele 97 procent af forældrene mener, at de giver deres børn sund mad, og 90 procent siger, at de sørger for at holde børnene fysisk aktive. Det skriver MetroXpress, der henviser til en undersøgelse, som analysefirmaet Webpol har fortaget for forsikringsselskabet Codan blandt 1.008 repræsentativt udvalgte danske forældre.
Danske børn er ikke sundeMen virkeligheden er en anden: Hvert 10. barn i alderen 11-15 år er overvægtigt. Kun halvdelen af drengene og seks ud af 10 piger i samme aldersgruppe spiser frugt og grønt hver dag, selv om Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt indtag på 600 gram.
Til gengæld spiser op mod hver tredje slik eller drikker sodavand dagligt. Og blot omkring hver femte dreng og hver tiende pige er fysisk aktiv mindst syv timer om ugen i fritiden, selv om børn bør være fysisk aktive en time om dagen. Det er bare nogle af de kedelige kendsgerninger i den seneste skolebørnsundersøgelse fra 2006.
Ønske om at være gode forældreMen hvorfor er der så stor forskel på forældrenes svar og fakta? Lektor ved forskningsgruppen for børn og unges sundhed ved Københavns universitet peger på to mulige forklaringer.
- For det første kan forældrene have en anden opfattelse af, hvad der er sund mad og gode motionsvaner end de officielle anbefalinger. For det andet er det nærliggende, at forældrene ikke vil svare benægtende på spørgsmålene, da de så vil fremstå som mindre gode forældre, og alle forældre vil jo det bedste for deres børn, siger Mogens Trab Damsgaard til MetroXpress.
Faktum er, at børnene ikke lever nær så sundt, som forældrene giver udtryk for. Skal det ændres, skal der målrettet oplysning til mod både forældre og børn, siger formand for regeringens Forebyggelseskommission Mette Wier:
- Samtidig kan det være, at vi skal hæve antallet af idrætstimer og sikre sund mad i skoler og SFO'er. Det er vi ved at undersøge effekten af i øjeblikket, siger hun til MetroXpress.
Læs de
otte kostråd.